Krammeterapi
Forskning har vist, at fysisk berøring udløser hormoner, der har en lang række sundhedsfremmende virkninger. På det seneste ser jeg flere og flere artikler og interviews i aviser, blade og på tv, der søger at formidle, hvad denne nye trend dækker over. Krammeterapi kan være noget for dig, der lige nu er i en situation eller livsfase, hvor du ikke har mulighed for at få dit behov for nærvær og berøring opfyldt i dit private liv. Det kan også være for dig, der har problemer med berøring, intimitet og nærhed. Du kan også gå til kramning som ren og skær wellness og selvforkælelse – fordi du har fortjent det.
Er det ikke pinligt at betale for at få kram? Nej det behøver det bestemt ikke at være! Krammeterapi er ikke bare kram i traditionel forstand. Der er en helt anden dybde i berøringen. Faktisk er det en mere målrettet behandling til at dække nogle af de nærhedsbehov man kan have som nogle gange i stedet søges opfyldt i andre ydelser såsom; massage, spabehandlinger, alternative behandlere, terapeuter, personlig træner og andre personlige serviceydelser.
Det er en kropsbehandling med udgangspunkt i bevidst berøring drevet af kærlig-venlighed tilpasset netop dine ønsker og behov. Den fysiske kramning kan omfatte alle former for bevidst, omsorgsfuld, behagelig berøring. Det er altså ikke bare de sædvanlige, korte, stående kram, som du kender fra hverdagen. Krammeterapi er helhjertet, langvarig kramning, hvor du får mulighed for at synke ned i en dyb, helende ro. Det er velvære til krop og sjæl.
Det er dig, der bestemmer. Jeg kommer med forslag og går intuitivt frem. Du kan når som helst sige stop. Du bestemmer, hvorvidt du vil krammes af mig, eller du vil kramme mig. Berøringen kan gå begge veje på en dynamisk måde.
Du bestemmer, om kramningen skal foregå siddende, stående eller liggende på madras.
Vi krammer med tøj på. Krammeterapi er ikke en seksuel ydelse. Du får måske tværtimod lige præcis det, som du savner i dit sexliv. Krammeterapi giver dig mulighed for at kramme med en mand i lang tid, uden du skal bekymre dig om, at du så skal give sex bagefter.
Behandlingen følger som alle andre behandlinger de etiske retningslinjer. En krammesession starter og slutter altid med en samtale, hvor jeg spørger ind til dig og dine behov, samt forklarer mulighederne i relation til det du kommer med. Du har mulighed for at stille afklarende spørgsmål til hver en tid, ligesom du kan øve dig i at få sagt højt, hvad du mærker.
Mit ønske med at give denne behandling er både at du selvfølgelig oplever at få opfyldt dit behov for berøring og intimitet, men også at du måske vil gå ud af døren med en øget bevidsthed omkring din krop, sanser, behov, grænser og muligheder for at kommunikere omkring dette i et trygt og anerkendende rum. Dette kan fremadrettet danne grundlag for en mere autentisk oplevelse af det at modtage i relation til andre.
Hør et interview med Radio100 Morgen, hvor jeg kort taler om krammeterapi nedenfor.
Længde – 50 minutter / 90 minutter
Pris – kr. 800 / 1.100